Jeg er simpelthen nødt til at dele denne fantastiske nyhed med jer, jeg troede aldrig det skulle ske og jeg er jublende lykkelig.
Jeg skal være mor! og jeg glæder mig helt vildt. Ventetiden, alle de mange ting man skal købe, alle de mange ting man kan købe, ih hvor er det hårdt (og dyrt). Jeg glæder mig til vores lille ny ankommer, og vi har allerede bestemt os for, at han skal hedde Tayson. Sjældent har jeg følt så meget, at tiden på én gang går alt for langsomt og alt for hurtigt. Lidt ligesom når man venter på juleaften.
Vi så ham for første gang for 3 uger siden og igen for en uge siden, og det er jo helt vildt, hvordan sådan en lille en vokser på kun 14 dage. For et sekund siden var han så lille, at han kunne ligge i min hånd og nu er han allerede så stor, at der skal to hænder til. Det er jo helt vildt. Bliver de ved med at vokse så hurtigt?
Forberedelserne er gået i gang, vi har købt en lille seng med plads til at vokse i, der er købt babygitter, de første stykker legetøj har fundet vej til vores skuffer (hvor meget skal man egentlig købe af den slags?), der er købt et par tæpper til ham osv. Der er så meget læsestof – og hvad er det rigtige og hvad er det forkerte?), så meget der skal undersøges, hvem skal have barselsorlov og hvor meget, hvad skal han have at spise, når han er vænnet fra osv.
Vi er også begyndt at snakke om træning af renlighed, korrekt fastspænding i bilen, introduktion til familien – selvfølgelig i små mængder, så han ikke bliver overvældet og bange – og især ungerne glæder sig helt vildt til han ankommer. Patrich var sikker på, at Tayson skulle sove hos ham, Freia glæder sig bare til at klappe og nusse ham. Min mor og hendes forlovede er meget glade på vores vegne, min far er knap så begejstret, men det er vist mest fordi han bliver et stort, sort bæst med alderen. Vi har prøvet at forklare ham, at vi selvfølgelig nok skal opdrage ham godt og ordentligt og med masser af disciplin, men han er ikke overbevist endnu. Det kommer nok.
Jeg kan også ligeså godt indrømme det med det samme, vi bliver “stage-parents”, den slags der pynter sine børn mest muligt og udstiller dem for at vinde præmier i store konkurrencer. Jeg ved godt, at der er nogle der rynker på næsen af det, og mener det er en alt for konkurrencepræget verden, hvor man glemmer at sætte pris på de vigtige ting, men for os er det her altså vigtigt. Han skal vises frem, han skal (forhåbentligt) vinde en masse præmier, og så skal han kendes i hele landet på at være den bedste og flotteste. Det kræver selvfølgelig noget træning, men vi har allerede kig på nogle dygtige trænere, så vi regner med at gå i gang så hurtigt som muligt.
Prisen er selvfølgelig lidt høj for sådan en lille en, men nu har vi besluttet os, og kvalitet koster jo, som man siger. Vi går efter de bedste gener, gode stærke forældre, godt sind osv. Igen vil der nok være nogle, der rynker panden lidt, og mener at den slags genetisk udvælgelse er elitært og snobbet, men heldigvis lader vi os ikke påvirke af andre menneskers mening.
Nu er der ikke længe til, glæden og spændingen er ulidelig, nu er der kun lidt over 5 uger, til vores lille rottweilerhvalp Suprella’s Combat Tayson ankommer. I bliver bombarderet med billeder og historier om alt hvad han gør, hold jer klar.