Forberedelse: 20 minutter
Tilberedning: 6 timer på low
Nok til: 4 personer
Ingredienser:
Ben
- 4 rækker rå spareribs
- 3 spsk. paprika
- 1 spsk. røget paprika
- 1 spsk. hvidløgspulver
- 1 spsk. sennepspulver
- 1 spsk. stødt ingefær
- 1 tsk. salt
- ¼ tsk. allehånde
- ¼ tsk. cayennepeber
Sauce
- 3,5 dl. honning
- 1¾ dl. soyasauce
- 1¾ dl. ketchup
- 10 fed hvidløg (ja, så mange)
- ½ tsk. chiliflager
Sådan gør du
- Hiv hinden af bagsiden af dine ben
- Skær benene i stykke på ca. 3 ben pr. stykke. De skal kunne stå oprejst i slowcookeren, uden at stikke op over kanten
- Bland krydderierne i en lille skål
- Dæk benene i krydderierne på alle sider og kanter
- Stil benene på den bredeste ende op ad siderne i slowcookeren
- Sæt slowcookeren på low i 6 timer
- I en lille kasserolle blander du ketchup, honning, soyasauce og chiliflager og pres de mange fed hvidløg ned i saucen
- Sæt saucen i kog og lad det simre et kvarters tid, mens du rører i det med mellemrum
- Der er rigeligt sauce til flere omgange her, så hæld saucen på et atamonskyllet glas og sæt den på køl
- Når benene har fået de 6 timer tager du dem op og lægger dem på en bageplade med bagepapir
- Smør dem godt ind i saucen og sæt dem i ovnen i 10 minutter ved 200 grader
- Så er der serveret honey-garlic ribs og jeg lover dig, det er himmelsk, det er mørt og du kommer til at spise for meget
Vi har mange favorit opskrifter på ben i slowcookeren, men den her er blevet en storfavorit. Der bliver rigeligt af saucen, så gem den og brug den eventuelt til en omgang ben mere eller til noget lækkert kylling.
Vi skal bruge 4 rækker spareribs, paprika, røget paprika, sennepspulver, hvidløgspulver, stødt ingefær og allehånde.
Bland alle krydderierne i en lille skål og sæt det til side.
Hiv hinden af bagsiden af benene. Før en kniv forsigtigt ind under hinden ved et ben i den ene ende og træk så forsigtigt hinden af.
Skær benene i 3-4 stykker. Der skal være ca. 3 ben pr. stykke, så passer det med, at de kan stå op i slowcookeren uden at stikke op over kanten.
Jeg glemte cayennepeberet, husk at tilføje det til krydderiblandingen.
Sørg for at dække alle sider og kanter af benene med krydderierne.
Og sæt dem op ad siderne i slowcookeren. Sæt dem med den bredeste ende ned, så står de mere stabilt.
Sæt slowcookeren på low i 6 timer.
Når du synes du er klar, går du i gang med saucen.
Vi skal bruge ketchup, soyasauce, honning, chiliflager og godt med hvidløg. Enten 10 store fed hvidløg eller 4-5 solo hvidløg.
Kom soyasauce og ketchup op i en kasserolle.
Tilføj din honning.
Og et godt drys chiliflager.
Og pres alle hvidløgene ned i kasserollen.
Lad det simre et kvarters tid, mens du rører i det med mellemrum.
Vi fandt ud af første gang, at der bliver alt for meget sauce, så kom din sauce på et atamonskyllet glas. Så kan du fint gemme den i køleskabet til næste uge, når du laver en omgang ben igen.
Vores ben har nu hygget sig i 6 timer i slowcookeren.
Så vi tager dem op og lægger dem på en bageplade med bagepapir.
Vi smører godt med sauce på dem og sætter dem i ovnen ved 200 grader i 10 minutter.
Og så er det bare at kaste sig over fadet. Server eventuelt med salat, brød, hele majs eller fritter.
Bare billedet af dem, giver mig lyst til at sætte dem på madplanen i næste uge igen.