I 2014 byggede vi til, så børnene kunne få hver deres værelse. Når man når en hvis alder, er det bare ikke fedt at dele værelse med sin bror eller søster længere, så vi byggede til. Børnene fik lov at have lidt selvbestemmelse undervejs, så de har bl.a. selv valgt, hvem der skal have hvilket værelse, og de har hver fået én væg på deres værelse, hvor de måtte vælge farven. Patrich valgte en væg, der skulle være gul og grøn, delt med en sort streg ned i midten. Det passer jo meget godt til en dreng, der er stor Green Bay Packers fan. Jeg ved ikke, hvad der skete der, jeg er Saints fan og hans far er Vikings mand, så hvordan det lige blev Packers, aner jeg virkelig ikke. Freia valgte en rigtig flot lyserød farve og ønskede sig sommerfugle på væggen. Så jeg måtte jo i gang med at finde ideer til sommerfugle. Jeg huskede nogle foldede sommerfugle, jeg lavede som barn og måtte på nettet for at finde ud af, hvordan det var jeg gjorde. Tænk sig, det var pinligt nemt, da først jeg så metoden igen.
Du skal bruge bunker af kvadratisk papir i forskellige farver. Masser af sjove piberensere i funky farver, en sags, en rund form og måske en kuglepen.
Til hver sommerfugl skal du bruge 2 stykker papir, gerne i to forskellige nuancer.
Fold papiret hjørne mod hjørne og fold det derefter ind mod midten et par gange.
Fold så hele papiret som en harmonika nærmest. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det, men det skal se sådan her ud fra siden.
Og sådan skal det se ud fra oven. Jeg håber du kan regne ud hvordan det skal foldes frem og tilbage.
Fold det andet stykke papir på samme måde.
Tag så et stykke piberenser i en farve, der enten passer godt til nuancerne, eller som er helt på tværs af nuancerne, afhængig af dit humør.
Læg de to stykker foldede papir op mod hinanden, sno stramt piberenserne omkring dem og sørg for at de to ”antenner” peger op.
Fold sommerfuglens vinger ud. Tada, så har du den første sommerfugl klar.
En anden måde er, at tage en tallerken eller andet rundt og tegne en cirkel på bagsiden af det ene stykke papir.
Klip cirklen ud og fold den på samme måde som med det firkantede stykke. Fold også et firkantet stykke papir, sæt dem sammen på samme måde som før. Sørg for at ”antennerne” stikker op over det firkantede stykke.
Fold ud og nu har du en sommerfugl med rundede vinger nederst og spidse vinger øverst.
Freia og jeg gik amok i sommerfugle. Der blev lavet mange flere, hvorefter jeg satte dem alle op på hendes lyserøde væg med lærertyggegummi (eller elefantsnot, afhængig af hvad det hedder i dit område).
Hvis ikke det er en piget, sommerglad sommerfuglevæg, så ved jeg ikke hvad det er. Hun blev meget begejstret, da hun så det færdige resultat.