Godt nytår

Godt nytår

Så er jeg tilbage igen. De sidste tre uger har jeg holdt ferie, jeg har malet, lagt trægulv, flyttet møbler og kasser, gjort rent, pakket ud, gjort lidt mere rent, og er nu efterhånden helt på plads i mit lille landlige paradis. Vi har flyttet familien langt, langt, laaaaangt ud på landet, så vi kan få mest mulig ro omkring os. Vi er faktisk så langt ude, at ikke engang kragerne kommer helt herud.

Det har været en lang og hård ferie, men vi nyder roen på vores lille landsted. Vi har indrettet os i total bedstemor/oldemor stil med store gamle brune møbler med udskæringer og snørkler og det passer rigtig godt til os og vores hjem. Vi har samtidig udvidet familien med to skønne katte, som vi hentede på Brande Dyreinternat i sidste uge. Vi faldt pladask for 4-årige, orange Dingo med kun et øje og lille sorte Shimmer på 2½ år. Lige nu bor de på badeværelset, mens de falder til. Det betyder at Tayson bor udenfor badeværelset, hvor han konstant står på den anden side af babygitteret og holder øje med dem, piver desperat og undrer sig over, at de ikke har lyst til at komme ud og lege. Om ca. 3 uger forventer vi, at de flytter ud i stalden, hvor de skal hjælpe os med at holde musene væk fra gården.

Og om ca. 6 uger forventer vi at udvide familien yderligere med lille Gabby, en halvsøster til Tayson. Hun blev født 1. juledag sammen med sine 12 brødre og søstre og når først man har sat med sådan nogle små kræ på skødet og flaskefodret dem, er man altså helt solgt.

Og bare vent, vi er ikke færdige med udvidelsen endnu. Vi forventer at føje en flok høns til husholdningen hen af vejen. Og så glæder jeg mig til at komme i gang med haven til foråret og begynde at anlægge min helt egen køkkenhave. Det bliver super godt.

I denne uge begynder jeg også at forberede mig på en uddannelse til Les Mills instruktør. Jeg skal til Aarhus i næste uge med min skønne veninde Lynn, hvor vi sammen skal svede, lære og have det sjovt i to dage. Forhåbentlig går vi derfra med vores bevis, så vi kan komme i gang med at træne og undervise indtil vi får vores certifikater. Vi glæder os.

Nyt år og nyt liv betyder jo ofte også ny livsstil. Sundere livsstil. Jeg kunne så ikke lige bestemme mig for, om jeg vil med på bølgen, så I får både en sund rugbrødshapser og en lækker abrikostærte i dag. Så kan I selv vælge.