Røgfri dag 5

Røgfri dag 5

I sidste uge aftalte jeg med en kollega, at fredag ville være vores sidste dag som rygere. Verdens dummeste ide! Jeg har den seneste tid kunnet mærke, at mine lunger har været noget belastet af min rygning, og eftersom at jeg helst skal kunne hoppe rundt en time eller to i fitnesscentret med fuld energi og ligne en, der har verdens bedste kondi, så var jeg godt klar over, at tiden var til det. Lørdag gik egentlig okay, mest fordi jeg trænede en rigtig stor del af dagen væk og så er det jo svært at ryge. Men da jeg kom hjem kunne jeg mærke frustrationerne stå i kø og det er mig stadig en gåde, hvordan Claus og jeg kom igennem tilberedning af aftensmaden sammen, uden at han knaldede mig en på skrinet og bad mig stoppe mit hysteri. Men det gik og jeg elsker min mand og han må tydeligvis også elske mig.
Søndag tog jeg igen i træningscentret og det gik fint, men med det samme jeg kom hjem, var den gal igen. Faktisk så gal, at jeg endte med at forlade køkkenet midt i tilberedningen af aftensmaden, med ordene “det var det, det er slut, jeg opgiver denne dag, jeg går i seng, jeg nægter!” Da jeg så havde lagt i sengen et par minutter og havde ynket mig selv, stod jeg op, hjalp med at få maden færdig, fik det spist og satte mig ind i sofaen og var i et elendigt humør resten af aftenen. Nu er vi på dag 5 i mit rygestop og jeg synes faktisk det går fornuftigt fremad. Jeg er hamrende rygetrængende, særligt når jeg kører bil eller efter aftensmaden og lige før sengetid, men jeg spiser en masse peanuts og trøster mig selv med, at hvad end jeg tager på i denne uge, alt sammen ryger af, når jeg skal undervise torsdag, træne fredag, træne lørdag og undervise/træne søndag. Mit humør er noget bedre og mine lunger har det allerede markant bedre. Jeg hoster mindre, jeg har mindre slim i lungerne om morgenen, jeg ved det er det rigtige at gøre. Men nøj hvor kunne jeg altså godt trænge til en smøg!

For at adsprede mig selv og mine fingre lidt, har jeg gjort endnu en opskrift klar til jer, den er også fra sidste års Thanksgiving og i dag skal vi se på kage. To opskrifter i streg med søde kartofler, nu trænger vi til noget rigtig sødt. Så her har I en valnøddekage. Enjoy!

Valnøddekage