Jeg er sgu da træls at høre på!

Jeg er sgu da træls at høre på!

Jeg har de sidste par uger opdaget, at jeg har været pisse belastende de seneste 8-10 år, når vi har nærmet os denne tid på året. Og det vil jeg gerne undskylde for, til de af jer, der kender mig privat.

Mit morgenritual består i at sidde på toilettet i en halv time, tjekke sociale medier og egentlig bare vågne. Noget af det første jeg gør hver morgen, er at tjekke mine minder på Facebook fra tidligere år. Og det er så nu jeg har opdaget, hvor træls jeg må have været i tidligere år. Undskyld!
De sidste 4 uger har jeg jævnligt set opslag fra mig selv, hvor jeg beskriver hvordan alle julegaver er købt i midt november, alt julebag er overstået inden 1. søndag i advent, konfekten står klar allerede inden 1. december , alle julekort er skrevet osv. Og jeg har på ingen måde været ked af, at tvære det ud i ansigtet på alle jeg kender. Undskyld!

I morgen er første søndag i advent og jeg har nået at købe NUL julegaver, der bliver ingen konfekt i år, der bliver ingen stor bageweekend og den eneste grund til, at mit hus har fået julepynt op i dag, er fordi min storebror ringede og oplyste, at han var på vej fra Sjælland og om vi gav kaffe. Og han skal ikke træde ind i mit hus uden julepynt, jeg tænkte det ville være for traumatisk en oplevelse for ham.

Jeg har dog nået at bage 2 omgange småkager i løbet af de sidste to uger. Og vi har planer om at skulle ud i morgen og kigge efter en julegave. Så er vi da ligesom i gang. I morgen er det også planen at gå i gang med julekortene, jeg forventer at skulle skrive og sende omkring 15-20 stykker i år. Ja det er oldnordisk og gammeldags, men det er helt ærligt bare pisse hyggeligt at få et julekort i posten. Jeg får ikke selv mange, men jeg gemmer de få jeg får hvert år og finder dem frem og læser dem igen. Hvis du kender nogen, du gerne vil glæde lidt ekstra, så skriv og send et julekort med posten.

I skal ikke snydes for denne uges julesmåkage, den kommer direkte til os fra Fru Hüttemeier. Jeg så en video med hende på Facebook, hvor hun laver brunkager, jeg bestemte mig for at afprøve opskriften og jeg har nu fundet den eneste rigtige brunkage-opskrift, jeg nogensinde får brug for igen. Alle andre brunkager kan være ligegyldige, når først du har prøvet den her. Jeg havde den med til mit hold i Viborg i onsdags og inden jeg nåede hjem, lå der en besked fra en af deltagerne, der spurgte efter opskriften. Jeg bagte en dobbeltportion i tirsdags og jeg har nu ca. 10 tilbage. Så gode er de. Og nemme og hurtige.

Klar, parat, bag!

Fru Hüttemeiers brunkager