Busy busy busy

Det er som om der bare ikke er nok timer i døgnet og nok døgn i ugen lige nu. Og jeg er ikke god til, hvis mine weekender bliver alt for fyldt med planer. Derfor så jeg ekstra meget frem til denne forlængede weekend med hele 5 fridage til mig. Store planer om at lave ingenting. Det gik også næsten.
Torsdag gjorde jeg rent som aldrig før i den halvdel af huset, jeg har adgang til. Det tog 8 spande vand at gøre min stue ren, 4 spande for køkkenet og 10 spande til køkkengulvet. Jeg indrømmer ærligt, at jeg totalt havde opgivet alt rengøring, mens nedrivningen af den anden ende af huset stod på. Men nu er den del slut, så nu var chancen der.
Efter at have knoklet i to timer med at skrubbe køkkengulvet rent, blev vi enige om, at vi river køkkengulvet op og får lagt klinker i stedet. På den måde går klinkerne igennem fra badeværelset til gangen til køkkenet. Egentlig er køkkengulvet ikke så gammelt igen, vi fik det samtidig med det nye køkken for et par år siden, men det lever desværre ikke op til vores forventninger. Det er umuligt at holde ordentligt rent og det er tydeligt at se skrammer fra hundenes kløer. Så nu river vi det op.
Fredag besøgte jeg min far og hans kæreste og fik afleveret fars dags gaven. Vi fik en god lang og ærlig og åben og ret sårbar snak, men måske vi skal til at gøre det lidt mere. Det er ikke altid rart eller nemt, men jeg håber at vi på den lange bane kan undgå misforståelser og sårede følelser.
Lørdag fik jeg slappet af et par timer med Downton Abby, inden den stod på lasergame og spisning med de skønne fitness piger. Præcis som sidst vi var afsted til escape room, gik alle mine alarmklokker i gang og jeg begyndte at finde på undskyldninger, for at melde afbud. Men for filans det var sjovt og hyggeligt, jeg er så glad for, at jeg ikke lader angsten vinde de kampe. Der er ikke noget som et mørkt rum og laserpistoler, der kan få en flok kvinder til at føle sig som de mest badass snipers.
Søndag var vejen inviteret til 70 års fødselsdag ved vores nyeste nabo på Hjerl Hede. Det var simpelthen så hyggeligt med tid til en lille gåtur på heden. Jeg elsker det gode naboskab vi har herude, jeg tror ikke på, der findes noget lignende andre steder.
I dag har jeg arbejdet et par timer. Det bider sig i røven at holde fri og da jeg samtidig har kursus de næste tre dage, så må jeg jo indhente mig arbejde på et andet tidspunkt. Det gør nu heller ikke noget, der er dejligt stille til det på en dag som i dag.
I slowcookeren står lige nu en lækker omgang spareribs. Opskriften får I meget snart, den er hurtigt blevet en storfavorit her i huset. Og heldigvis har vi masser af spareribs i fryserne.
Men jeg lovede jo en lækker og nem opskrift til jeres pulled pork rester fra den anden dag, så den får I her.