Mere rabarber

Mere rabarber

Nu tænker du, får det da aldrig ende? Hvor meget rabarber har den kvinde, siden hun kan blive ved?
Jeg er efterhånden selv begyndt at mistænke, at der ligger et mindre atomkraftværk under rabarberbedet. Uanset hvor meget jeg høster, kommer der bare flere. Så i stedet for at kæmpe imod har jeg overgivet mig og gør nu det eneste fornuftige: deler endnu et par opskrifter med jer.

Jeg lavede for et par uger siden råsyltede rabarber og rabarbersaft og har endelig fået taget mig sammen til at få renskrevet opskrifterne, så I kan få dem her. Tilfældet ville, at en af fitness-pigerne netop snakkede om råsyltede rabarber den anden dag i omklædningsrummet, så jeg lovede, at den opskrift kom snarest på hjemmesiden.
Jeg underviser jo i FitnessX i Holstebro, og når jeg ikke underviser, så deltager jeg på alle de hold jeg kan. Hvis du nogensinde skulle stå i en situation, hvor du føler dig ensom og ikke ved hvor du skal gå hen og skabe nye bekendtskaber og venskaber, så kig ned forbi os. Det er de utroligste ting, holdtræning kan føre med sig. Jeg har gennem årene selv fået utroligt mange gode bekendtskaber og venskaber gennem holdtræningen. Mange som jeg ses med uden for centeret i forskellige sammenhænge. Og der sker altså også noget magisk i et omklædningsrum, når der står en flok kvinder og snakker sammen. Mange af livets udfordringer er blevet vendt, mange små ting har kunnet løses og du møder en anden form for fællesskab. Jeg kan af gode grunde ikke svare på, om der er samme magi i mændenes omklædningsrum, hver gang jeg går der ind, lyder det mest som om, nogen er ved at skille en motorcykel ad eller diskutere dæktryk. Men måske gemmer der sig også store livsfilosofiske samtaler derinde – hvad ved jeg?

Uanset hvad, så er det altså i kvindernes omklædningsrum, at denne opskrift blev efterspurgt, og et løfte er et løfte. Så nu kommer opskriften på de råsyltede rabarber, som er helt fantastiske i en frisk sommersalat, på morgenyoghurten, oven på skyr, til is eller bare direkte fra glasset med en gaffel, når ingen ser det.

Rabarbersaften blev til samme dag, da jeg stadig stod med en bunke stilke og tænkte: “Jeg kan da umuligt have flere rabarber.” Det kunne jeg så godt. Saften er dejligt frisk og sommerlig og kan drikkes, som saft blandet op med vand, blandes med danskvand eller bruges som en lille luksus i et glas bobler, hvis der er noget at fejre – eller hvis det bare er onsdag.

Så her får I begge opskrifter. Jeg håber, de kan være med til at holde bare en lille smule styr på jeres egne rabarber. Hvis ikke, må vi jo bare erkende, at rabarber er en livsstil og ikke en afgrøde.

Råsyltede rabarber

Rabarbersaft