Hvordan når du det hele?

Hvordan når du det hele?

Nogle gange får jeg spørgsmålet: “Hvordan når du egentlig alt det?”

Det korte svar er: Det gør jeg heller ikke.

Lige nu føles det som om, der sker lidt af alting på én gang. Køkkenhaven vælter fortsat frem med grøntsager, dehydratoren summer næsten dagligt, og der bliver eksperimenteret med både slow cooker-retter, amerikanske salater og alverdens måder at gemme sommerens høst til vinteren.

Samtidig forsøger jeg at få opdateret hjemmesiden med de små ændringer, der gør opskrifterne endnu nemmere at bruge. Blandt andet har jeg været i gang med at tilrette nogle af de amerikanske opskrifter, så de passer bedre til danske ingredienser. Det betyder blandt andet, at Jell-O er blevet udskiftet med Dr. Oetkers i vores istærter, så du ikke skal på jagt efter specialvarer for at kunne være med.

Og så er der selvfølgelig slowcookeren…

Jeg bliver mere og mere glad for den. Da jeg fik den i julegave, var Claus ikke sikker på, at den ville blive brugt særligt meget. Han har ædt sine ord flere gange siden da. Den passer perfekt til de dage, hvor der er tusind andre ting, der også skal ordnes. Man bruger lidt tid om morgenen, og resten klarer gryden næsten selv. Den nye oksegryde med søde kartofler er et godt eksempel på den slags mad, jeg elsker: masser af smag, få bekymringer og et køkken, der dufter fantastisk hele dagen.

Der er stadig mange opskrifter på vej. Courgetterne er heldigvis ved at slippe op (tror jeg…), men til gengæld begynder sensommerens råvarer så småt at melde deres ankomst. Og så søger jeg naturligvis fortsat vejledning fra Yvonne, hvis jeg får nye ideer.
Senest har hun gjort opmærksom på, at jeg kunne dehydrere mine courgetter og andre grøntsagsrester, blende dem til fint pulver og på den måde lave vores egen grøntsagsbouillon pulver. Så hver gang jeg arbejder med grøntsager i køkkenet, står jeg nu med to plastikbøtter. En til hønsemad og en til grøntsagsrester, der skal i dehydratoren. Vi har allerede fyldt det første glas med grøntsagspulver og i onsdags brugt af det for første gang. En helt ny smagsverden åbnede sig for os. Claus lavede frikadeller og kom måske til at salte den brune sovs lidt rigeligt. Så han tog en stor spiseskefuld grøntsagspulver og rørte i. Ikke kun balancerede det saltet ud, men det tilførte også sovsen en helt fantastisk smag og dybde.
Så jeg kan love dig for, at jeg fortsætter med at dehydrere grøntsagsrester og pulverisere dem. Og det er ikke fordi jeg er hellig og ikke kan bruge Knorr bouillon, tro mig, dem bruger vi da bestemt også i vildskab. Men altså, har du set hvad der reelt er i en terning grøntsagsbouillon fra Knorr? Palmeolie, salt, sukker, gærekstrakt, karamelsirup, aroma og utroligt lidt grøntsager og krydderier. Hvorimod min grøntsagsbouillon består af løg, søde kartofler, courgetter, selleri, gulerødder, tomat, svampe, peberfrugt osv. Ingen salt, ingen aromaer, ingen e-numre, ingen sukker.

Jeg har nu også bestilt en canner / trykkoger fra USA og venter (u)tålmodigt på, at den kommer hjem. Når det sker, så skal jeg i gang med at lave oksebouillon og fond og henkoge til vinterlageret. På den måde bør jeg kunne udskifte endnu et præfabrikeret produkt med en renere udgave og samtidig få brugt nogle af de mange okseben vi får hjem, hver gang vi slagter en kalvene. Og sørme om jeg ikke allerede har fundet vejledning i, at lave bouillon og fond i slowcookeren.

Så svaret er, jeg når bestemt heller ikke det hele. Men jeg når så meget som muligt.

Oksegryde med søde kartofler