Gode naboer – dem skal man passe på

Gode naboer – dem skal man passe på

Gode naboer skal man passe på, værne om og værdsætte. Vi har herude ramt de absolut bedste naboer, vi nogensinde har haft. I sidste uge fik vi ca. 10 kg. blommer hjem fra den ene nabo, majoren og gartneren. Søndag kørte vi ned til vores anden nabo, altmuligmanden, for at høste aronia-bær og kom hjem med ca. 9 kg. Samme dag kørte vi forbi majoren og gartneren igen og kom hjem med yderligere 12 kg. blommer. Hjemme stod så en kasse fra vores tredje nabo, dyrlægen, med yderligere 6 kg. blommer. Dyrlægen kom også forbi mandag morgen og satte hendes klinikstol af, så jeg havde en god stol at sidde på, når jeg skulle sidde og rense de mange blommer. Det er da fantastiske naboer.

Majoren og gartneren nyder vi mange ture med. Det sker, at vi får en besked, der ganske enkelt lyder “istid?” og snart er vi på vej til Humlum efter is. Vi er heller ikke kede af at svinge ind forbi en genbrugsbutik eller to. I søndags kom majoren og jeg til at sidde og tale om, hvad man ellers kan lave, på sådan en lille gård. Han havde tænkt på ahornsirup. Så vi gik i gang med at undersøge mulighederne for at lave ahornsirup og har nu et sådant projekt i støbeskeen til februar.

Vi talte også om muligheder for at bruge blommerne og jeg havde fået en opskrift på blommesennep. Så samme aften fik jeg bestilt os 1,2 kg. hel sennep i gul og brun. Og jeg har ingen anelse om, hvad der skete eller hvordan, men på fredag kommer vores nye destillationsapparat. Majoren og jeg er simpelthen gået sammen om et destillationsapparat. Ved vi hvordan det bruges, nej. Har vi alt det grej vi skal bruge, også nej. Stopper det os? På ingen måde.

Vi går en spændende tid i møde. Her kommer i første omgang en blomme-opskrift, nok ikke mange havde set komme.

Blomme BBQ sauce